Anmeldelse: La La Land

la_la_land_film

La La Land er instrueret af Damien Chazelle og har de to store stjerner Ryan Gosling og Gwen Stacy (Emma Stone) som indehaver af hovedrollerne i denne oscarvindende musical, der jo som bekendt også var årets bedste film i halvandet minut. Ligesom mange andre har jeg det svært med musical på film. Det er en genre, som føles uddateret og egentlig bare burde gemmes væk. Især efter pinlige film som Mama Mia og High School Musical. Givet, Chicago var sikkert en fin film, men jeg har aldrig set den, fordi den netop er en musical-film. Skepsis var derfor også den følelse jeg havde, da jeg satte mig ind for at se filmen. Den første tredje del af filmen var også som jeg frygtede. Hoppende dansere og sangere på en motorvej, der dansede rundt på toppen af bilerne, mens en enkelt lastbil åbnede sig for at vise en gruppe bongo-trommende artister. Jeg græmmede mig og forberedte mig på en lang svale af meningsløse sange. Hollywood var intet andet end en gruppe af selvfede, elitære og nostalgiske kultursnobber.

Sådan blev det dog ikke, for de sidste to tredjedele af filmen var ganske enkelt sublime. Fra at begynde med det klichefyldte blev det faktisk en film om drømme vs. virkelighed, en film der påpeger at jagten på sine drømme ikke er uden sine omkostninger, og at jagten på en drøm også ofte betyder at man må knuse sine andre drømme. Hvad du ønsker skal du få, men du får så også kun ét ønske. Et tilvalg er også et fravalg.

Musikken i filmen var dejlig, selvom det meste ligger på et par sanges catchy melodier. Men det fungerer rigtig godt og det visuelle udtryker også glimrende lavet. Især den sidste del af filmen, filmens afslutning har nogle rigtig flotte og velfungerende visuelle sekvenser, hvor den leger med forskellige stilarter. Generelt var det imponerende med de lange sang-scener, der føltes som “long shots”, men egentlig var korte bidder klippet sammen. Det lagde man overhovedet ikke mærke til, hvilke gav en fornemmelse af at Stone og Gosling bare havde øvet max. igennem for at kunne lave scenerne.

Der er egentlig kun to personer i filmen, men kemien i romancen mellem Gosling og Stone fungerede faktisk rigtig godt. Man troede på dem som par og slutningen af filmen ramte mig derfor også lige i hjertet. Også selvom Gosling hverken er den perfekte sanger eller perfekte danser (lidt stiv i overkroppen…).

Jeg var egentlig i tvivl, om hvor jeg ville sætte min karakter. Efter første tredje del ville jeg gå med et 7-tal, men slutningen satte den op på et sikkert 10-tal. Det er faktisk en rigtig god film selvom den er musical, men den formår at gå ud over standarden og stereotypen. Den ville mere end bare slutte med en glad slutning. La La Land er således en glimrende musikalsk og drømmende film, der klart er den bedste musical-film jeg har set. Den første tredje del var lidt cheesy, men den resterende del af filmen var glimrende og jeg var rigtig godt underholdt i hoved og hjerte. Så fra min side vil jeg give La La Land et solidt 10-tal på 7-trinsskalen. Den når ikke 12, fordi jeg stadig bedre kunne lide Chazelles Whiplash, og fordi indledningen af La La Land var lidt tåkrummende.

10

Bow wow! Var jeg den eneste, der synes det var underligt at J.K. Simmons var med i den her film? Hans rolle var ekstrem irrelevant og kunne været spillet af en hvilken som helst anden mindre kendt skuespiller. Det vil måske også have sparet os for hans fjollede “samba” dans…(my eyes…!)

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s